De sidste kramper

Valgkampen er inde i sine sidste krampetrækninger, og Gud ske tak og lov for det. Snart er det slut med oppositionens endeløse tirader om Danmark som en bananrepublik, hvor taberne flyder i gaderne og ingen hjælp får, hvor muslimer bliver behandlet som jøderne i Det Tredje Riges dage, og hvor hospitaler og skoler ligner Berlins bygninger i foråret 1945. Der er simpelthen ingen ende på de elendigheder, som Villy Søvngænger og hans to konkubiner, Vestager og Thorning, har observeret fra kampagnebussernes tonede ruder. Det tærer på kræfterne at føre valgkamp, og når venstrefløjens politikere ligefrem hallucinerer, burde de trappe ned og give befolkningen et pusterum fra deres åbenlyse febersyner.

Da taleban-psykopaterne fik magten i Afghanistan blev alt vestligt – og dermed fordærvende(!) – hængt til offentlig forhånelse i lygtepæle og master. I Danmark klynger de menige medlemmer af partierne deres folketingskandidater op på samme vis. Og her hænger alle disse ansigter og kigger ned på de forbipasserende, som var de kropsløse hoveder på visit fra den franske revolution. Det er mildest talt forbløffende, at mennesker, der bejler til den parlamentariske indflydelse og dermed til vælgernes gunst, vil lade sig udstille på den måde. Billederne er grimme og irriterende, og kom ikke her og påstå, at de firkantede papstykker flytter bare én eneste stemme. En dansk valgkamp er en opvisning i dårlig smag og hamrende elendig ikonografi. Valgplakater burde forbydes ved lov.

Det er fornærmende at få hældt al den elendighedssovs ud over sit uskyldige hoved, og det er en forhånelse af befolkningens intellektuelle evner, når EL, SF, S, de Radikale, Kristendemokraterne og Syg Alliance har eliminering af DF som højeste (og i enkelte tilfælde eneste) prioritet. Politikere fra disse partier står ligefrem i kø for at røre i sovseskålen, og som i alle andre af livets forhold er der også i denne disciplin nogle, der er bedre til faget end andre. Ingen savler dog så ekvilibristisk i elendighedssovsen som Jørgen Poulsen fra Syg Alliance, generalsekretær i Dansk Røde Kors og ukronet konge i patetiske overdrivelser. Ved et debatmøde med Søren Krarup i Haderslev viste Poulsen sine propagandistiske evner og spillede selvfølgelig nazi-kortet, da talen kom på de afviste asylansøgere. Poulsen er først og fremmest lobbyist som resten af Alliancens spidskandidater. Flere asylansøgere betyder flere midler og større indflydelse til den organisation, han står i spidsen for, og hvad er mere attraktivt i den forbindelse end at søge at blive lovgiver og måske endda få rollen som afgørende parlamentarisk grundlag for en regering? Tilbage står spørgsmålet: I hvor lang tid skal vi finde os i spin, skjulte dagsordener, aftalt spil og dårligt udklædte lobbyister. Så længe vi ikke siger fra, har det overvejende flertal i Folketinget frit spil til at gå Bruxelles’ ærinde. Kun to partier vil kæmpe for en folkeafstemning om Lissabon-traktaten, men kun det ene, Dansk Folkeparti, vil samtidig kæmpe for, at den islamiske indflydelse i Danmark begrænses. Alle andre partier lurepasser.

Man finder aldrig et parti, som dækker alle de ønsker og behov, man som vælger nærer. Så kunsten er at finde de mindst frastødende politikere i moradset af højtgjaldende levebrødsnulliteter og så vove at sætte sit kryds ved dem. Er man af den overbevisning, at ingen af de opstillede fortjener tillid, er der mulighed for at stemme blankt. Det vigtigste er at holde demokratiet i live og deltage i valget.

Narrevalg

Det er utroligt så lidt, EU fylder i debatten efter udskrivelsen af folketingsvalget 13. november. Det skal ses i lyset af, at den ny traktat, der kom til verden ved topmødet i Lissabon, er Foghs væsentligste grund til at trykke på valgknappen. Det nuværende VKO-flertal er ikke egnet til EU-lobbyens frontale angreb på det danske folks nationale rettigheder. Traktaten skal proppes ned i halsen på os uden folkeafstemning, og dernæst kommer turen til de fire forbehold, der for tiden er sidste værn mod den okkulte internationalisering. Fogh behøver Khader, Samuelsen, Seeberg og de andre kendisser i Syg Alliance til at vise Bruxelles, at hans hjerte er forankret dér og ikke i den danske muld. De trojanske heste fra euroland er kaldt hjem for at hamre sølvspir i den danske nationalstats ligkiste. Khader har parret dem med et bredt udvalg af Se & Hør-kendte, der som på kommando er væltet ud af skabet og sprunget ud som politikere.

Den samlede opposition i det nuværende folketing har prioriteret elimineringen af Dansk Folkepartis politiske indflydelse særdeles højt i denne valgkamp. De Radikale og Syg Alliance er her i front. Igen af hensyn til de to partiers EU-dagsorden. Men også Socialdemokraternes trojanske heste, Helle Thorning og Henrik Dam, sk(r)yder med skarpt. De vil have alle fire forbehold til afstemning på én gang. Tilsyneladende en simpel og rationel løsning på problemet, der så tydeligt plager de frivillige ambassadører for den nye verdensordens velsignelser, nemlig den nationale suverænitet. Ifølge opinionsundersøgelser er befolkningen villig til at sige farvel til tre forbehold: det retslige, det militære og statsborgerskabet, til gengæld er der flertal for fortsat at sige nej til euroen. Ved at stemme om alle fire forbehold håber Dam og Thorning at øge muligheden for et vellykket attentat på den danske krone. Uden kronen ville den siddende regering ikke kunne bryste sig af en solid økonomi. At Venstre og de Konservative alligevel ønsker valutaen et vist sted hen, viser med ubarmhjertig klarhed, hvor deres loyalitet er parkeret.

Enhedslisten og Dansk Folkeparti er de eneste partier i folketinget, der har en kritisk holdning til EU, selv om de retter kritikken fra hver deres udgangspunkt. Valget kan resutere i, at DF er ene på banen. Det sker, hvis Asmaa får held til at skræmme de socialistiske stemmer væk fra sit parti. At den kritiske stemme mod EU lyder i folketinget er altafgørende for det danske demokratis fremtid. Uden den truer ensretning og åndelig død, og uden den har EU-modstanden i befolkningen mistet en platform at operere fra.

Formålet med Syg Alliance og udskrivelsen af valget er at tilvejebringe et parlamentarisk flertal udenom Dansk Folkeparti, der skal gennemføre Danmarks endelige og fuldstændige indlemmelse i EU. Flertallet skal agere bøddel og hugge halsen over på en suveræn stat med en tusindårig historie. Det er dette scenarie, vælgerne skal tage stilling til 13. november. Det er ikke velfærd, den offentlige sektor, de gamle, de svage, børnene, de hjemløse, de kræftramte, topskatten eller asylpolitikken, der er valgets temaer, valget er i stedet ved at være sidste udkald for et selvstændigt fædreland.

Korrekthedens svøbe

Endnu en fremtrædende dansker har fået rygstykkerne varmet af korrekthedens vamle krabask. Rasmussens exit fra Tour de France minder om Jørgen Leths afsked med det selvudnævnte gode selskab. Filmmandens ”jeg tager kokkepigens datter, fordi jeg kan”, har sin pendant i rytterens ”jeg tager den gule trøje, fordi jeg kan”. Efter hykleriets endelige sejr i Danmark slipper man ikke godt fra slige udtalelser. Det gode selskab har taget kvælertag på den frie ånd og nedlagt sit rituelle offer. Som uselvstændige og småtskårne Stasiagenter har mediernes knækprosaister slagtet endnu en dansker, der tillod sig at leve sin drøm ud.

Kun hyklere og uvidende bondeknolde kan hidse sig op over doping i professionel sport, kun sjatpissere og mentale dværge kan få moralsk kvababbelse af mænd og kvinder, der bruger hjælpemidler i deres stræben efter det ultimative, en stræben der hører til blandt det mest underholdende og berigende for dem, der ser på. Kvalitativ underholdning i den danske medieverden er en meget sjælden vare. I stedet proppes vi med politisk korrekthed, der efterhånden dækker alle livets kringelkroge.

Ligesom nationerne i EU får korrigeret deres særpræg gennem okkulte messer ved alteret for den totalitære centralisme, bliver den enkelte borger overvåget og forsøgt styret i den retning, den transnationale junta finder ønskelig. I en langsomt glidende bevægelse føres vi fra lyset og friheden til ligegyldighedens grotte, hvor alle pukker på alle over alting. Vi bliver forsøgt manipuleret til et liv som moraliserende hængehoveder, der for længst har glemt de store sammenhænge, eventyrene og miraklerne. Og vi får ingen hjælp af dem, der hæver deres hyre for at oplyse og guide os. Politikere og mediefolk har travlt med egne dagsordener, der til forveksling ligner opskrifter på egen vinding.

Hvor er de aviser og tv-stationer, der har rygrad til at gå mod strømmen, og hvor er de erhvervsfolk, der har nosser til at skabe et nationalt, professionelt cykelhold, der kan give Michael Rasmussen, verdens stærkeste cykelrytter, en kontrakt, så han kan fortsætte sin karriere. Og hvor er den følelse af sammenhold, der kan give styrke til at vise Rabobank og de andre tøsehold fuckfingeren? Den naturlige vrede over manglende retfærdighed er erstattet af dumhedens selvtilstrækkelighed og angsten for af blive korrekthedens næste offer. En kæmpe er faldet, men ved Gud hvor jeg håber, en ny vil rejse sig.

Det gode humør

Det Radikale Venstre strandede efter at have sat kursen mod den anden vej, og partiets sminkede klon, Ny Alliance, har via Anders Samuelsen introduceret det gode humør som et værktøj til at opnå den eftertragtede parlamentariske indflydelse. I en Deadline konfronterede Kim Andersen (V) og Jacob Axel Nielsen (K) Samuelsen med spørgsmålet om finansiering at det nye partis udspil på skatteområdet, nemlig at ingen i Danmark skal betale mere end 40 procent i skat. Efter at have vredet sig på stolen og afprøvet diverse indholdsløse floskler appellerede Samuelsen til Vs og Ks gode humør, så de lettere kunne forstå hans retorik! Det var et mageløst øjeblik, hvor Samuelsen blotlagde Ny Alliances hemmelige våben: latteren. At Naser Khader og Samuelsen har valgt det gode humør frem for argumenterne er til at forstå. Gennem deres mange år som radikale har Jelveds sure maske forfulgt dem, til de nåede bristepunktet og måtte flytte hjemmefra.

Ny Alliance har virket som en magnet på de politikere, der ikke kunne forvente avancement i deres gamle partier. Gitte Seeberg er, ikke overraskende, med i dette sammenrend. EU-parlamentarikeren har brugt megen tid på at hundse med den konservative folketingsgruppe, fordi den samarbejdede med Dansk Folkeparti, det store dyr i Åbenbaringen. Fra Seebergs side kan vi forvente EU-hyldest ad libitum, knæfald for islam på bekostning af ytringsfriheden samt uhyggelige fortællinger om alle de ikke-stuerene, der før kunne isoleres i kolonihaverne, men som nu er trængt ind i Folketinget, hvor de forpester luften for de bedrevidende. Seeberg er prototypen på den danske EU-parlamentariker, der vier sit politiske liv til opgaven at vejlede befolkningen mod en fremtid, hvor det nationale islæt er udraderet til fordel for et internationalt fata morgana, der aldrig lader sig realisere.

Naser Khader tøver med at fortælle, hvad Ny Alliances politiske program kommer til at indeholde. Kun få politiske brokker slipper ud af munden på den mand, der for tiden er genstand for en hysterisk personkult skabt af medier, opinionsinstitutter og politiske pirater. Partiet har dog luftet nogle af sine pejlemærker: Ingen skal betale mere end 40 procent i skat (finansieret af latter), Danmark skal give plads til flere indvandrere, Dansk Folkepartis indflydelse skal elimineres og der skal ikke længere være kristendomsundervisning i folkeskolen. Khader har ved en tidligere lejlighed udtalt, at den kristne nadver er det mest latterlige, man kan tænke sig.

Det er dette tankespind, der i disse dage bliver markedsført som den hellige gral. Ny Alliance udråbes som den længe ventede politiske ånd, der skal rense det danske folk og befri det for urenheder. Partiet bevæger sig som en falsk profet fra den ene floskel til den næste uden at kunne skjule det magre indhold og de radikale rødder. Khader, Seeberg og Samuelsen har deres segment at boltre sig i, ingen tvivl om det, men om deres møde med spærregrænsen vil give dem den indflydelse, de søger, vil kun fremtiden kunne vise. Skulle Ny Alliance – mod mediernes og meningsmålings-tyrannernes forventning – løbe ind i seriøse bøllebank ved det næste valg, vil partiets medlemmer hurtigt kunne ryste nederlaget af sig – de har jo deres gode humør!

"Jeg er en af Bakkens sangerinder...."

Sagen om Morten Messerschmidts påståede heilen - med tilhørende nazi-sang - er så grotesk, at den fortjener et spark herfra. Hovedvidnet til BTs kræmmerjournalistik er Torben Lund, det tidligere socialdemokratiske medlem af europaparlamentet og nuværende kaptajn på DK4. Hans erindring af hændelsen er så fragmentarisk, at det er lige til højrebenet at formode, at den gode hr. Lund har været plakatfuld, ganske som Messerschmidt siger, han selv var. Heldigvis var Lund og DFs EU-ordfører ikke de eneste gæster i Grøften den dag. Blandt mange andre var også tre gæve kvinder fra Bakkens Hvile til stede, og fra dem lyder andre toner end fra Lund. De genkender ikke BTs udlægning af begivenheden og er ikke blege for at sige det.

Det er tre modige kvinder, vi her har med at gøre. Ikke nok med at de, ved at fortælle hvordan de oplevede optrinnet, forsvarer et folketingsmedlem fra Dansk Folkeparti, uhadada, næh, de gør samtidig op med den myte, at virkeligheden skal underordnes den politiske agenda, sådan som den politiske korrekthed i mange år har fordret af sine udøvere. Personligt tror jeg, at de gæve kvinder er hamrende ligeglade med politik i denne sammenhæng, humlen er, at Torben Lund og BT har ødelagt en fed fest og dermed sat sig udenfor det selskab, der hylder tillid og højt til loftet.

Jeg gad godt se den byretsdommer, der vil underkende tre syngepiger i fuldt ornat og i stedet tage Torben Lund og BT for gode varer. Det er svært at forestille sig, og det er netop det festlige show der venter, når Messerschmidts injuriesag mod BT skal for retten. Jeg tvivler på, at Torben Lund til den tid har fået så meget styr på sin hukommelse, at han af egen kraft kan hive sig op fra det mudder, han så lystigt har tumlet rundt i.

Den intensive og koordinerede kampagne, der for tiden køres mod DF, er så dilettantisk, at man ikke kan frakende den sin helt egen underholdningsværdi, så spørgsmålet er: hvorfra kommer det næste udfald mod en DF’er, hvornår skal vi igen plages med citater, løsrevne eller ej, der skal vise, hvor slemt det er, når de ikke-stuerene gør brug af deres ytringsfrihed? Inden svaret kommer, kan vi jo tilbringe et par timer på Bakkens Hvile for at høre den skønsang, der på et tidspunkt vil lyde i byretten. Syng til, syngepiger!!

Hvor blev hammer og segl af?

Det er ofte i detaljen, det større perspektiv ligger gemt, og det er i udeladelsen, det egentlige budskab skal høres, som for eksempel i mediestormen over tre medlemmer af Dansk Folkeparti, der har ytret sig om islams totalitære natur og efterfølgende er blevet politianmeldt af repræsentanter for samfundets egentlige reaktionære. Da Søren Krarup udtalte sig fra folketingets talerstol, var han omhyggelig i sit ordvalg, og han gav venstrefløjen, de (kultur)radikale og deres våbenbrødre i medierne den madding, han vidste, de ville bide på. Krarup gjorde det muslimske tørklæde til et totalitært symbol på linje med kommunismens hammer og segl og nazismens hagekors (i nævnte rækkefølge), men hammer og segl røg ud af mediernes og de stuerene politikeres udlægning af budskabet. Signalværdien af tørklæde og hammer og segl er ikke af samme karat som tørklæde og hagekors. Havde medierne nøjedes med førstnævnte sammenligning, var der ikke blevet nogen mediestorm. Allerhøjest ville en Frank Aaen måske have svunget sig op til en slet skjult hyldest af den rådnende mumie på Den Røde Plads, men længere var det ikke kommet.

Nu er medlemmerne af Dansk Folkeparti imidlertid ikke de eneste, der kan se islams totalitarisme, og Gud ske tak og lov for det. Winston Churchill omtalte Hitlers Mein Kampf som den nye Koran, og Karen Blixen beskrev i Breve fra et land i krig lighederne mellem nazismen og islam. Krarup er således på solid grund, når han beskriver islam som en totalitær ideologi, og han er ikke skræmt til tavshed af det faktum, at henved halvanden milliard mennesker lever under Allahs diktatur. Når hagekorset har større resonans end hammer og segl, skyldes det primært 50 års intens påvirkning i uddannelsesinstitutionerne, hvor venstrefløjen enøjet har fokuseret på det nazistiske regimes uhyrligheder, mens den behændigt har undgået en lignende kritik af kommunismen. Man pisser jo ikke i egen rede. Først med den borgerlige regering i 2001 og VKO-flertallet i folketinget er der kommet pondus i analysen af den røde terror og dens massemord. Denne historiske skævvridning bruges i dag af tidens totalitære alliance mellem venstrefløj, kulturradikalisme og islamisme i et patetisk forsøg på at skjule islams åbenlyse ligheder med forrige århundredes psykopat-ideologier.

Morten Messerschmidts udtalelser om islams evne til at producere tabere satte ligeledes sindene i kog på forudsigelig vis. De reaktionære er af den overbevisning, at man ikke uden sanktioner offentligt må beskrive, hvorledes de muslimske lande halter efter, hvad angår produktivitet, kreativitet, økonomisk udvikling, velfærd, menneskerettigheder, frihed til kvinder og børn samt parlamentarisk demokrati. Herhjemme viser det sig nu, at den muslimske fætter-kusine-indavl medfører et øget pres på folkeskolens hjælpeklasser. I muslimsk dominerede boligområder er der større sociale problemer end andre steder, og kriminaliteten er tilsvarende mere omfattende. De sande reaktionære påstår, at dette skyldes danskernes uvilje mod de fremmede, mens andre, der stikker spaden lidt dybere, kan se, at det er menneskers accept af en totalitær ideologi, der er hovedårsagen til den udeblevne integration. Det er ikke kolonihaver, røde pølser, Dannebrog eller lifligt øl, der holder indvandrere ude af arbejdsmarkedet, men derimod Allahs forordninger samt det eksempel, Muhammed gav sine trofaste til efterfølgelse. De reaktionære svindler med årsag og virkning for at lokke befolkningen med i den nye globaliserede verdensorden, der rummer en totalitarisme af hidtil usete dimensioner.

Mogens Camre mente om Asmaa Abdul-Hamid, at hvis hun virkelig troede på hellige krigere og de 72 jomfruer, der ventede hver enkelt af dem efter døden, kunne hun måske have behov for behandling. Det er svært at sige, om han har ret i den påstand. Men det er der andre af hendes trosfæller, der har, altså behov for psykiatrisk behandling. 40 % af de psykisk syge kriminelle har indvandrerbaggrund. Camre er nu også politianmeldt og har desuden trukket sine udtalelser tilbage. Alle ved imidlertid, at manden faktisk mener, hvad han siger, og han trak da også først sine udtalelser tilbage efter at have været til spanking hos Pia Kjærsgaard. Det var ikke indholdet, Camre beklagede, men mere formen. De reaktionære prøver ustandseligt at afspore debatten ved at bringe straffelovens §266b på bane. Det er ynkeligt at overvære og minder mest af alt om en knogleskør stakkel, der sætter sine sidste penge på en ormædt stok i forsøget på at nå over fodgængerovergangen, inden lyset skifter, og trafikken kommer livstruende på tværs.

Stridens genstand, Asmaa Abdul-Hamid, vil, hvis hun bliver valgt til folketinget for Enhedslisten, bære det muslimske tørklæde, når hun betræder tingets talerstol. Det var dette standpunkt, der fremkaldte DF’ernes reaktion. Asmaa har udviklet sig til en smart politiker, der nøje overvejer sine ord. Gennem hendes ansættelse som studievært på DR2 har licensbetalerne givet hende den fornødne skærmtræning, og hun bliver derfor flittigt brugt af koncernen som ekspert, hver gang islam sættes på dagsordenen. Sammen med Abdul Wahid Pedersen udgør hun mediernes dynamiske, islamiske duo. Men ingen af de to formår af skjule deres totalitære og fundamentalistiske tilbøjeligheder. Som sand reaktionær excellerer også Asmaa i strategiske udeladelser, når hun giver sin mening til kende. Da hun i kølvandet på sine udtalelser om tørklædet på folketingets talerstol igen blev spurgt om sin holdning til dødsstraffen, svarede hun, at dødsstraf ikke hører hjemme i et demokrati. Selvfølgelig fulgte journalisten ikke op på svaret ved at spørge, om det så var i orden at aflive indsatte i muslimske lande. Det kunne jo have sat Asmaa i et dårligt lys og givet seerne mulighed for at oversætte hende korrekt, nemlig derhen, at så snart islamisterne får regeringsmagten, vil sharia være gældende lov. Og hvorfor? Fordi det, som imam Pedersen så smukt har formuleret det, ikke er op til menneskene at sætte spørgsmålstegn ved Koranens ord. De skal efterleves bogstav for bogstav. Asmaas medlemskab af samme klub, som også Frank Aaen frekventerer, beviser til fulde det åndelige slægtskab mellem hammer og segl og det muslimske tørklæde. Den totalitære ideologi har gennem historien båret mange forskellige gevandter, men det kolde og beregnende hjerte har altid været det samme.

Flugten fra arkivet

Denne blogs forside er sat til at kunne rumme 10 indlæg. Det 11. går bort til arkivets dunkle gange, og en hverdag i glemsel og tænders gnidsel sætter ind. Det var det, der skete med indlægget ”Russiske rigdomme”, som er prydet med fotos af Maria Sharapova, Elena Dementieva og Anna Kournikova, tre tennisstjerne, der (udover ketcher-fællesskabet) deler den skæbne at have et overdådigt ydre. Det har været med dyb beklagelse, jeg har set de tre skønheder glide ned ad siden i takt med, at nye indlæg på skift indtog øverste position. Det er derfor med glæde, jeg kan annoncere Maria Sharapovas vellykkede flugt fra arkivet. Somme tider sker der ting, man ikke kan kontrollere, men som blot må tages til efterretning. Dette er én af dem.

Ved nærmere eftertanke ville det da også være synd og skam, hvis Maria ikke fik mulighed for at lade solens stråler danse på sin guddommelige krop. Der må være en konvention et sted, der forbyder arkivets glemsel. Gad vide, om de radikale kan støve den op, de har jo forstand på den slags som ingen andre i universet. Sharapova er en udpræget vindertype, der gang på gang ryster sin modstander ved at vende et truende nederlag til sejr. På den vis er hun en ægte russer. Det folk tåler mere modgang end gennemsnittet. Så derfor skal hun få lov at beholde sin førerstilling i et stykke tid. Herfra skal lyde et trefoldigt leve for den russiske havfrue.

Foråret er over os og gør sit til, at vi bliver en smule skøre i de stigende varmegrader. Nu er det snart påske, og Danmark holder fri. Vær gode ved hinanden derude i landskabet, nyd solen, familien og vennerne. Giv skønheden, såvel den indre som den ydre og i alle dens fremtrædelsesformer, solide vækstbetingelser og tænk på, at der ikke er så lang tid til Wimbledon-turneringen, som der har været. Så skal vi igen se Maria på græs.

Hans Hækkerup er ikke blevet klogere

Blot fordi man er udstyret med efternavnet Hækkerup, og blot fordi familiens medlemmer i umindelige tider har søgt at holde sulten fra døren ved at tigge vælgerne om stemmer nok til at komme i folketinget, er det ikke ensbetydende med, at man er blandt de skarpeste knive i skuffen. Dette er i allerhøjeste grad gældende i tilfældet Hans Hækkerup, forsvarsminister i Nyrup/Jelved-regimet og senere ”verdenssamfundets” første Pontius Pilatus i Kosovo, hvor han var primus motor i bestræbelserne på at gøre terror-organisationen UCK enerådende. Hans entusiasme under Natos sønderbombning af infrastrukturen i det daværende Serbien-Montenegro blev ivrigt luftet i medierne, og Hækkerup er stadig virksom i dæmoniseringen af serberne, senest i JP den 28. marts.

I Hækkerups JP- kommentar lyder underrubrikken: ”Serbernes nederlag i Kosovo-spørgsmålet skyldes ikke overmagten, men først og fremmest serbernes uduelighed og splittelse.” Det tyder på et veludviklet eskapistisk begrebsapparat, når den tidligere minister ser bort fra 19 højt industrialiserede Nato-landes militære kapacitet, der blandt andet gav sig udtryk i tre måneders terrorbombning af mål i Serbien-Montenegro. Det kræver ligeledes et skævt forhold til virkeligheden, når man, som Hækkerup, ignorerer de mange tusinde ikke-albanere, der grundet Natos og UCKs aggression flygtede til Serbien, hvor de i øvrigt stadig lever som internt fordrevne.

Kosovos selvstændighed, altså et fuldbyrdet Storalbanien, var målet for kampagnen mod serberne, såvel militært som på PR-fronten, og det fremgår tydeligt af Hans Hækkerups kommentar, at han støttede, og stadig støtter, denne ”løsning”. Det var bare ikke noget, man talte højt om dengang. Det overvejende flertal af vestlige journalister åd Nato-propagandaen råt og videregav kritikløst organisationens udlægning af teksten. Bag Natos angrebskrig lå imidlertid en større ambition end Kosovos selvstændighed, nemlig at opnå kontrol over en landkorridor mellem Bulgariens Sortehavskyst og den albanske Adriaterhavskyst, hvorigennem en olierørledning nu er under projektering. Krigen blev officielt ført for at beskytte det albanske flertal (!) i Kosovo, men i realiteten faldt bomberne af hensyn til Vestens fremtidige energiforsyning. I dag er korridoren en realitet med Bulgariens indlemmelse i Nato.

Nato og UCKs tyveri af Kosovo blev aldrig sat i perspektiv i de vestlige medier. Her blev i stedet sunget sange om rettigheder og konventioner. Albanerne blev via vestlige PR-firmaer portrætteret som uskyldige ofre, mens serberne, Vestens allierede i to verdenskrige, fra starten blev sammenlignet med nazister. Enhver der kender Balkans historie ved, at sammenligningen er uhyrlig. Serbiens krav på Kosovo, og dets ret til at sige nej til provinsens selvstændighed, er lige så indlysende som den danske stats ret til at nægte Gellerupparken ved Århus status som selvstændigt sultanat, selvom et flertal af områdets beboere skulle kræve det.

Hækkerups rolle i forarmelsen af Serbien kalder ikke på respekt eller forståelse, og at han stadig prøver at stikke blår i øjnene på læserne afslører, at han rent ud er en klaphat. Hækkerup kan ikke løbe fra sit ansvar for en ulovlig angrebskrig, og det hjælper ham ikke at gentage påstanden om, at serberne er eneansvarlige for tabet af Kosovo. En løgn bliver ikke til sandhed, blot fordi den bliver gentaget, og den lyder ikke mere overbevisende, blot fordi det er landets tidligere, stuerene forsvarsminister, der bringer den til torvs. Det forøger kun ubehaget.

Et sminket lig fylder rundt

Rom-traktaten fylder 50 år, og EUs elite er samlet i Berlin for at fejre begivenheden. Eksalterede skåltåler, varm luft og politiske ambitioner, der tangerer vanvid, vil dog ikke kunne skjule, at det er et sminket lig, der fejres. EU har alle dage smykket sig med lånte fjer. Det var ikke EU, der forhindrede de store vesteuropæiske lande i at ryge i struben på hinanden, det var den kolde krigs spændetrøje. Det ses tydeligt i begivenhederne, der fulgte i kølvandet på Murens fald i 1989. Krig fulgte på krig, både i Europa og i det store udland. Og går man Bruxelles efter i sømmene, ser man, at EU spillede en aktiv rolle i fremskyndelsen af krigene i det hedengangne Jugoslavien ved ensidig anerkendelse af flere Balkan-staters selvstændighed. Det skete for at kunne fiske nye medlemmer i tiden, der fulgte.

Nej, EU forhindrede ikke krig på det europæiske kontinent, med mindre man, som mange politikere og mediefolk gør, konsekvent sidestiller ordene EU og Europa. Herved ophæves en geografisk lokalitet og bliver til et plastisk begreb, der kan misbruges efter forgodtbefindende. Denne svindel med fakta og ord er en integreret del af EU-propagandaen; den virker og kan give sig udslag i følgende udsagn i et tv-indslag: ”Flertallet af ukrainere ønsker en stærkere tilknytning til Europa!" Ukraine har, så vidt jeg er orienteret, altid været europæisk.

Der er et hav af andre eksempler på uterlig omgang med sprog og fakta, der kunne tyde på, at man i EU-apparatets esoteriske kerne drømmer farlige drømme om supermagtsstatus, verdens stærkeste valuta og dermed en dominans, som de europæiske befolkninger aldrig vil nå at tage demokratisk stilling til, før det er for sent. EU løser ikke problemer, men skaber dem. Unionen består nu af 27 nationer, og alene tanken om en harmonisering i bredde og dybde af denne mangfoldighed burde kunne få flere til at besinde sig og sætte hælene i. I det hele taget savner vi information fra EU-eliten om, hvor langt den vil gå i sin idelige udvidelsestrang. Ihukommende den sproglige løsagtighed kunne det være på sin plads, hvis eliten forklarede, hvor plastisk ordet Europa kan forstås. Hvis nu Rusland skulle blive medlem, er det så kun til Ural, eller strækker Europa sig til Stillehavet? Og ihukommende Middelhavsaftalerne med nordafrikanske og mellemøstlige muslimske stater, er det relevant at få at vide, om eksempelvis Libanon kunne blive EU-medlem, eller om udvidelsen skal forstås som en modsatrettet bevægelse, hvor de europæiske nationer islamificeres, hvilket der er så tydelige tegn på.

For Danmarks vedkommende har vi nok aldrig deltaget i så mange væbnede konflikter som efter Murens fald, hvor den politiske elite pressede Den Europæiske Union ud i lyset ved en sædefødsel: Golf-krigen, angrebet på Serbien-Montenegro, Afghanistan og senest okkupationen af Irak. EU har ikke haft nogen som helst afmilitariserende indflydelse på nogen af klodens brændpunkter. Men det hævdes hårdnakket og med patos, at EU er fredens projekt. Man kan vel med samme ret hævde, at hullet i ozonlaget kan lappes med tykmælk.

Fra Berlin lyder det, at vi skal have en ny traktat i 2009, og det har medført et nyt stormløb på vore fire nationale forbehold. Per Stig vil af med dem, og det vil Svend Auken også, bare han får at vide, hvad han får i stedet (som om en ny traktat kunne indeholde andet end yderligere beføjelser til Bruxelles)! Aukens eneste reelle argument for tilslutning til EU er, at medlemskabet hjælper Danmark til ikke blot at være halehæng til USA. Hvilken politisk kapacitet den mand dog besidder! Hans ubehag ved den nuværende amerikanske præsident er nok til at få ham til at bruge EU-flaget som sutteklud, selv om han ikke aner, hvad unionen går ud på. Hvilket helligt enfold hos en mand, der muligvis snart skal ud og vejlede sine vælgere om en ny traktat! Det er som Sebastian synger om Danmark: ”fristende at tage dig, mens du sover.”

De fire forbehold er Danmarks sidste værn mod et projekt, der ikke kan lykkes. Europas nationer kan ikke opløses og smeltes sammen ved hjælp af direktiver, udemokratiske beslutninger og et politisk ambitionsniveau, der bedst kan karakteriseres i psykiatriske termer. Som Europaparlamentets bygning indikerer, er EU-projektet et babelstårn, hvis skæbne, ligesom forgængerens, er afgjort på forhånd, og så længe den europæiske, politiske elite ikke kærer sig om skriften på væggen, vil EUs befolkninger leve livet farligt med elitens ambition om verdens stærkeste valuta, et mål for euroen, som blandt andre Marianne Jelved har tilsluttet sig. I sin yderste konsekvens kan det betyde, at EU må føre krig for at beskytte en oppustet valuta, hvis værdi ikke fastsættes efter gængse principper, men efter voodoo-besværgelser af ypperstepræsterne i Bruxelles. Undersøgelser i Euroland peger på, at befolkningerne ikke er trygge ved konstruktionen. Således ønsker halvdelen deres gamle valuta tilbage. Og med god grund.

Ved vejs ende

Det Radikale Venstre, som vi kender det i dag, er ved vejs ende. Luften er langsomt sevet ud af den ballon, som Jelved og hendes nærmeste åndsfæller krampagtigt har viet deres luftveje til. Døren til den borgerlige fløj er smækket i, venindeforholdet til Helle og Mette er gået fløjten og det kniber med lysten til at gå i dampbad med fætter Søvndal og nevøerne og niecerne i Enhedslisten. De radikale har isoleret sig på den plet, de selv kalder midten og som nu også går under kælenavnene den anden vej og den tredje blok.

Den borgerlige regerings fødsel i 2001 var for meget for den radikale psyke. For første gang i et årti stod partiet uden ministre, og VKO-flertallet sikrede, at ingen - hverken på Christiansborg eller udenfor - på nogen måde behøvede at tage de radikale seriøst. Og situationens alvor blev understreget af, at partiet ikke rådede over en ny Lone, der kunne bortgiftes i et arrangeret ægteskab. For Jelved var det særlig slemt, fordi hun altid har søgt magten for enhver pris og uden blusel mener sig berettiget til statsministerens taburet. Der er vel ikke mange radikale, der kan huske en tid, hvor partiets politiske indflydelse har været mindre, end den er nu. Det morsomme er, at de kun har sig selv at takke.

For er der noget, de radikale politikere mestrer, er det kunsten ikke at lytte til nogen udenfor egne cirkler. Derfor lyder de så ens. Det hænder, at Khader og nogle få andre kommer til at sige noget, de ikke har fået lov til eller er for tidligt ude med, men efter en grundig synkronisering af høreapparaterne, falder der igen ro over gemytterne. Selv ikke egne partimedlemmer bliver der lyttet til, når de kræver ændringer i ledelsen og i den førte politik. Folketingsgruppen giver ikke frivilligt magten over partiet fra sig, fordi den opfatter sig som cremen af den kreative herskerklasse, der fortjener at blive hyldet som den højeste fornufts princip, ligesom det i sin tid skete for salig Robespierre.

De radikale savner det mod, socialdemokraterne udviste, da de lod en afstemning blandt partiets medlemmer afgøre, hvem der skulle være deres næste politiske leder. Samme lunkne holdning til den demokratiske proces gør sig gældende i partiets forhold til vælgerne, specielt til dem, der ikke kunne drømme om gå ind bag stemmeboksens forhæng og erklære Marianne Jelved troskab. At nogen habilt fungerende person kan finde på at stemme på Venstre eller Dansk Folkeparti vil altid være en gåde for en radikal, ligesom han eller hun aldrig vil kunne fatte, hvorfor der er mennesker, der ikke synes, at EU er en særlig god ide, eller hvorfor det kan være nødvendigt at begrænse indvandringen.

Denne verdensfjerne tilgang til virkeligheden har ført partiet ud i limbo. De radikale troede, de kunne bevare Nyrup/Jelved-periodens medvind. Men kloden var blevet en anden: Blair var blevet metaltræt, Clinton var fortid og islamismen følte sig stærk nok til at sætte sig selv øverst på plakaten. Al denne forandring gjorde ikke Jelveds tropper mindre svimle, og berøvet den afgørende politiske indflydelse havde partiet kun ét fast holdepunkt tilbage: Marianne Jelved. Nu er tidspunktet imidlertid kommet, hvor det ikke længere synes at være tilstrækkeligt til at holde skuden oven vande. På broen står den politiske leder tilsyneladende uanfægtet som en karikatur af nordkoreansk demokrati og nægter at slippe roret. Mytteri kan blive næste kapitel i den radikale saga.